Hvem bliver de øvrige ejere?
OURhaus indkalder til en stiftende generalforsamling, så snart alle 7 andele i sommerhuset er solgt. Her får alle ejerfamilier mulighed for at lære hinanden at kende, og alle fælles aftaler gennemgås for at sikre en god forventningsafstemning.
Er OURhaus medejer?
OURhaus ejer ikke selv andele i projekterne. Det er alene de 7 familier, der ejer sommerhuset sammen. Vi er med i hele processen og står efterfølgende for at sikre en smertefri drift.
Hvem står som ejer af ejendommen?
Det er et fælles dansk selskab, der står som officiel ejer af ejendommen i det danske tinglysningssystem. Det er dette selskab, du har en ejerandel i (1/7), hvilket giver dig en forholdsmæssig brugsret efter den faste kalender.
Hvad får OURhaus for arbejdet?
OURhaus modtager ét samlet honorar for at etablere selskabet og levere sommerhuset nøglefærdigt og indflytningsklart inkl. isoleret udhus og anlagt have med ”aktivitetsrum”. Herudover betales et honorar for den løbende administration og drift af huset.
Hvad er forskellen på OURhaus og timeshare?
I OURhaus ejer de 7 ejere reelt ejendommen sammen. Ugerne roterer, så alle får adgang til de met efterspurgte uger (f.eks. skoleferien) over tid. Det er nemt at bytte internt, da man kun er 7 familier. Timeshare derimod, er ofte blot en lejeret i store feriekomplekser med mange hundrede brugere – hos OURhaus ejer I faktisk jeres eget stykke af skønne Danmark.
Hvornår er boligen klar til os?
Så snart alle 7 ejere er på plads, findes den præcise grund og et eventuelt eksisterende hus rives ned. Forventet indflytning er typisk 9-13 måneder derefter, afhængig af myndighedsbehandling.
Har vi stemmeret på generalforsamlingen?
Ja, alle 7 ejere har stemmeret svarende til deres ejerandel. Da man ejer 1/7 hver, har alle lige stor indflydelse på beslutningerne vedrørende huset.
Hvad sker der med ejendommen, hvis OURhaus ophører?
Det har ingen betydning for jeres ejerskab, da OURhaus ikke er delejer. Ejerkredsen skal i så fald blot selv overtage administrationen eller finde en anden dansk administrator til at varetage driften.
Må vi udleje ferieboligen?
I må gerne låne huset ud til venner og familie, så længe OURhaus får besked. Udlejning, herunder via Airbnb eller lignende, er ikke tilladt, da det sidestilles med erhvervsmæssig udlejning som har negative skattemæssige konsekvenser for ejerne. Det er dog også for at skåne boligen og sikre, at alle ejere altid møder et velholdt "hjem" og ikke et udlejningshus.
Hvad hvis vi vil af med vores andel igen?
Du kan altid sælge din andel, præcis som ethvert andet sommerhus i Danmark. Du bestemmer selv, om du vil bruge din egen rådgiver eller om OURhaus skal hjælpe med salget. De øvrige 6 ejere har dog altid forkøbsret til den pris, en ekstern køber vil give.
Er der en husorden?
Ja, der findes en fast husorden for ophold i ejendommen, som ejerkredsen kan justere på via generalforsamlingen, hvis der er behov for det.
Hvad koster det at være i ferieboligen i en uge?
Forbruget afregnes individuelt. I et sommerhus afhænger det af årstiden (opvarmning om vinteren vs. sommer). Typisk ligger prisen på 1.400 – 2.000 kr. pr. uge for 4-8 personer. Rengøring er obligatorisk og inkluderer altid vask af sengetøj og håndklæder, så I bare skal slappe af.
Hvad skal vi betale i skat?
Den danske ejendomsværdiskat påhviler den enkelte ejer personligt (typisk 1%). OURhaus oplyser hvert år, hvilket beløb der skal indberette på årsopgørelsen.
Kan vi købe en ejerandel som virksomhed?
Nej, ejerandele kan kun købes af privatpersoner. Det sker af hensyn til de danske skatteregler og for at sikre et ensartet fællesskab blandt ejerne.
Kan vi forvente at fællesudgifterne holder?
Budgettet er lagt konservativt med en lille buffer. Udgifterne følger den almindelige prisudvikling i Danmark (dog min. 2,5% årligt). Ændret leveringsomfang eller stærkere stigende priser vil dog altid slå igennem. I fald det sker – vil ejerne bliver orienteret fuldt ud om årsagen.
Hvem råder over de midler, som ejerne har indbetalt?
Alle midler står på selskabets egen konto og disponeres loyalt af OURhaus på vegne af ejerne. Ejerkredsen har adgang til at føre tilsyn med OURhaus’ forvaltning via af en bestyrelsesformand valgt blandt de 7 ejere.
Kan vi belåne huset / ejerandelen?
Nej, ejendommen skal være gældfri og må ikke pantsættes. Det sikrer optimal tryghed for alle 7 familier. Finansiering sker typisk ved at belåne friværdi i egen helårsbolig eller via et almindeligt banklån.
Hæfter vi solidarisk?
Formelt set ja, men da huset er betalt kontant og alle driftsudgifter forudbetales, er risikoen minimal og den solidariske hæftelse er mere teoretisk. Hvis en ejer ikke betaler, giver aftalen de øvrige ejere ret til at gennemtvinge et salg af den pågældendes andel.
Er ferieboligen forsikret?
Ja, der tegnes en omfattende sommerhusforsikring (brand, vand, rør m.m.) samt tilhørende indboforsikring, der dækker alle relevante områder.
Hvad gør vi, når vi skal på ferie i ferieboligen?
Vi kører med en rullende kalender, så du kender dine uger flere år frem og har dermed nemt ved at planlægge. Du skal blot give besked til OURhaus en uge før ankomst, så vi ved om det er dig selv eller venner/familie der bebor huset.
Hvilken dag er skiftedag?
Søndag er den faste skiftedag, som passer godt med de danske ferieperioder og forbedrer logistikken i forhold til rengøring sammenlignet med lørdag, som normalt er store skiftedag.
Hvem sørger for rengøring, have og vedligehold?
Det gør OURhaus. Vi har faste aftaler med lokale danske have- og rengøringsfolk, så du aldrig skal bruge din ferie på at slå græs eller vaske gulv.
Er der afsat penge til vedligeholdelse?
Via den månedlige betaling er der afsat penge til småvedligeholdelse. Hvis der er penge i overskud fra renoveringen, bliver det overskydende beløb ligeledes overført til vedligeholdelse. Derudover kan ejerne vælge at spare yderligere op til vedligeholdelse, herunder udskiftning af inventar m.v. det skal i givet fald besluttes på en generalforsamling – og det anbefaler OURhaus at ejerkredsen gør.
Hvad hvis vi ødelægger noget?
Ejerne hæfter hver især for det, de måtte komme til at ødelægge under et ophold. Dog er det sådan, at hvis det er småting, som f.eks. et glas eller en tallerken, så klares det via den løbende drift. Det er blot vigtigt, at I ALTID giver besked om, hvad der er gået i stykker. Hvis det er større ting, får OURhaus vurderet, hvad omkostningen bliver, og ejeren kan tage stilling til, om det skal gå via egen forsikring, eller om vedkommende selv vil betale. Vi vil altid reparere/udskifte billigst muligt til samme kvalitet under hensyn til at fastholde standarden.
Hvor mange uger om året har vi?
Alle ejere er garanteret 7 uger om året, som er fordelt fast via en rullende kalender, så alle i løbet af 7 år har haft alle årets uger. De resterende uger i året kan bruges til fælles vedligeholdelse eller stilles til rådighed for ejerne. Se i øvrigt også punktet ”Kan vi bytte uger med de andre ejere?”.
Kan vi give vores ferieuger til nogle andre?
Ja, du bestemmer selv, hvem der skal have adgang til at bruge dine ferieuger, så længe der er tale om familie, venner og bekendte. Til gengæld er det IKKE tilladt at udleje sine uger på f.eks. Airbnb. I skal huske at give OURhaus besked om, hvem du har udlånt dit sommerhus til, når du gør det, så vi kan holde styr på alt det praktiske. I hæfter naturligvis for forbrug og evt. andre omkostninger forbundet med dit udlån af dine ferieuger. Og I er selv ansvarlige for at instruere lånerne i anvendelse af huset.
Kan vi bytte uger med de andre ejere?
Ja, I kan til enhver tid bytte uger med de andre ejere. Det er noget, I aftaler indbydes og I skal altid give besked om til OURhaus, så vi ved, hvad der er aftalt og kan opdatere kalenderen. Man kan naturligvis også forære hinanden uger, som man ikke selv har behov for at anvende. Her er det naturligvis en fordel, at der kun er 7 ejere i alt, og I alle har fuldt overblik over, hvem der har hvilke uger, og det er naturligt, at alle ejere kommer til at kende hinanden. Det er selvfølgelig en proces, som OURhaus understøtter.
Kan to eller flere ejerfamilier holde ferie sammen i sommerhuset?
Det korte svar er ja – naturligvis. Hos OURhaus synes vi, det er glædeligt, hvis I har lyst til at holde ferie sammen. Husk blot, at I skal overholde antallet af sovepladser i boligen.
Kan vi regne med at få de uger, vi gerne vil have?
Det I kan være sikre på er, hvilke uger I har til rådighed. Det skyldes, at vi kører med en rullende kalender, hvor I kender fordelingen flere år frem. I har så mulighed for at bytte med hinanden. Da der kun er 7 ejerfamilier, og I har overblikket over, hvem der har hvilke uger, er det nemt og overskueligt. En anden fordel ved kun at være 7 ejerfamilier er, at alle ejere er sikret en uge i skolerne sommerferie hvert eneste år. Her kan man naturligvis også bytte sig til 2 sammenhængende uger hvert andet år, hvis det passer bedre med ferieplanerne.
Må vi ryge i sommerhuset?
Nej, men det er tilladt at ryge udenfor, blot man ikke efterlader cigaretskodder på grunden.
Kan vi have hund med?
Vi tilbyder både projekter, hvor hund ikke kan medbringes og projekter, hvor der er mulighed for at medbringe sin hund. Det vil altid fremgå tydeligt om et projekt er med eller uden adgang til at medbringe hund. I huse hvor hund kan medbringes, skal man forvente lidt højere udgifter til rengøring.
Hvor stor er ferieboligen og grunden?
Det kommer an på, hvilket sommerhus I køber andel i og hvilke attraktive grunde vi har mulighed for at købe. Vi vil du altid søge at anskaffe grunde med god plads. Du kan læse om sommerhusene og deres størrelse her.
Hvilke faciliteter er der i sommerhuset?
Der er ALLE de faciliteter, som I normalt vil få brug for under et ophold. Herunder: Lækre og praktiske inde- og udemøbler, herunder komfortable senge og solsenge, opvaske- og vaskemaskine, effektiv opvarmning, TV med Chromecast, højttaler til streaming af radio og musik, WIFI med høj hastighed, rigeligt med stikkontakter, tæpper, dyner og puder til alle gode senge (linned leveres), komplet køkkenudstyr, hårtørrere på badeværelser, strygebræt og -jern, diverse spil til indendørs og udendørs brug og et lille aflåst skab pr. familie til personlige genstande - der kommer næppe til at mange noget. Haven indrettes i øvrigt med spændende ”aktivitetsrum”, som gør opholdet endnu mere interessant.
Hvilken grund kan vi forvente, at I køber til os?
OURhaus køber altid grunde med en god beliggenhed de steder i Danmark, hvor vores kunder gerne vil være. Den dyreste kategori er med garanteret gåafstand til vandet – og altid tæt på unik natur. Desuden har vi fokus på de muligheder, som ejendommen rummer. Vi vælger grunde, hvor der er nem adgang til indkøbsmuligheder og lokale seværdigheder. Når I siger ja, tak til at være med - ved I allerede hvilket område huset kommer til at ligge i.
Har vi indflydelse på, hvordan sommerhuset kommer til at se ud?
For at I ikke skal bruge tid og kræfter på materialer og indretning, leverer OURhaus et sommerhus, der er lige til at flytte ind i. Vi indretter i nordisk stil og i høj kvalitet. I er på forhånd præsenteret for stilen, så I ved, at det passer med jeres forventning.
Er der internet og TV i huset?
Ja, OURhaus etablerer en internetløsning med kapacitet til at arbejde og streame TV/musik. Huset er også udstyret med fladskærm og Chromecast til streaming.
Kan vi opbevare personlige genstande i huset?
Det vil i rimeligt omfang være muligt at opbevare personlige genstande i tildelte skabe i et isoleret og frostfrit skur på ejendommen.
Hvor langt er der til indkøb?
Vi forsøger altid at finde grunde på gode steder i Danmark, hvor der er rimelig afstand til indkøb, så det er let at klare dagligdagen uden de store logistiske udfordringer.
Hvornår skiftes møbler eller andet inventar?
Når ejerkredsen vurderer, at det er tid til udskiftning. OURhaus vil typisk også anbefale udskiftning, som ejerkredsen så tager stilling til.
Kan vi i ejerkredsen vælge at købe ekstra udstyr eller andet inventar?
Ja, ejerkredsen kan altid beslutte at købe ekstra udstyr. F.eks. kunne det være oplagt at købe cykler, hvis ejerne ønsker det.
Er der lader til elbil?
Ja, der vil altid blive installeret en 3 faset 11 kwh lader til elbil.